Et positivt skridt for større transparens og international ekspansion

Flex Funding har i dag indsendt en licensansøgning til Finanstilsynet i henhold til den nye crowdfunding-forordning fra EU. De nye crowdfunding-regler giver større gennemsigtighed i markedet for private investorer generelt samt bedre vilkår for Flex Fundings strategi om udvidelse af virksomheden til andre markeder i EU.

- Det er et naturligt skridt for os at søge om denne tilladelse - det er trods alt den forretning vi driver, og som nu delvist er omfattet af ny lovgivning. Som den største platform i Danmark med en markedsandel på over 80% inden for lånebaseret crowdfunding til virksomheder, er vi meget tilfredse med en tydeligere regulering på dette område, og at det nu omfatter alle aktører inden for aktie- og lånebaseret crowdfunding. Det giver investorerne en bedre beskyttelse, større transparens og bedre muligheder for at finde interessante investeringsmuligheder i en attraktiv aktivklasse, siger Henrik Vad, adm. direktør i Flex Funding.

- Og som en sidegevinst giver tilladelsen os nu adgang til at realisere vores strategi om at udbyde lånebaseret crowdfunding i andre EU-lande, fortæller Henrik videre.

Crowdfunding-reglerne vedrører platforme, der matcher investorer med projektejere, der søger finansiering. Reglerne, der nu er harmoniseret i EU, trådte i kraft i 2021. Overgangsbestemmelser giver aktører, der allerede leverer crowdfunding-tjenester, mulighed for at fortsætte med at levere sådanne tjenester under de nuværende forhold indtil 10. november 2022. Behandlingstiden for licensansøgningen er estimeret til 3 måneder.

Forrige
Forrige

Alle taler om compliance…

Næste
Næste

Det sekundære marked