Spillestedet RUST sætter ny standard gennem crowdlending

Det ikoniske koncertsted RUST har brugt fejringen af mere end 30 år på den københavnske nattelivsscene med en overhaling både udvendigt og indvendigt. Ejer og administrerende direktør i RUST, Morten Varano, svinger taktstokken for nye toner på RUST med synlige forandringer på facaden og interiøret. De overfladiske forbedringer springer i øjnene med det samme, men gemt i møbler, vægge og loftet ligger den helt store (luft)rensning.

”Vi har på RUST fået vendt en nedlukning til noget positivt ved at udnytte tiden til, med støtte fra blandt andet Omstillingspuljen, at ombygge og optimere vores lokaler, herunder design, siddepladser, ventilation, køling og luftrensning. Med min erfaring fra andre indretningsprojekter, så er der lige nu fokus på at skabe de bedste rammer for gæsterne, at lave en barstemning for et koncert- og natklubpublikum. Sammen med bedre rammer, så arbejder vi med at inkorporere en Safer Space-politik, for det er meget vigtigt for os at arbejde for et tryggere natteliv. Vi er sikre på at alle disse tiltag, sammen med vores nuværende projekt med installation af luftrensning, så er vi med til at gå forrest for en positiv udvikling og indskrive RUST i en ny epoke i sin over 30-årige historie,” fortæller Morten Varano.

RUST er det første spillested i Danmark, der har installeret et luftrensningssystem, som aktivt dræber bakterier og virus, mens publikum kan fokusere på musikken. Luftrensningsanlægget renser luften i lokalerne, hvilket ikke kun betyder et bedre velvære for publikum under koncerten, men som også er med til at sikre en sundere luft, da vira og bakterier dræbes som en del af luftrensningen.

For at få luft under vingerne til de store forandringer hos RUST har Morten valgt at benytte sig af et publikum ganske som ved en koncert. Finansieringen af Mortens visioner for RUST kommer nemlig fra crowdlending: hvor fællesskabet investerer i et lån, og derefter modtager renter og afdrag for deres investering.

Valget af crowdlending faldt naturligt for Morten, der allerede har benyttet sig af crowdlending-platformen Flex Funding til at finansiere udviklingen af RUST flere gange. Morten nævner særligt den forståelse, der har været for de udfordringer corona-nedlukningen har medført, som en af de mange fordele ved at få finansieret erhvervslånet af mange mindre investorer fremfor gennem de traditionelle kanaler såsom i banken.

Morten har valgt at benytte Flex Fundings markedsplads. Her har alle, som har oprettet en gratis og gebyrfri konto, mulighed for at investere et valgfrit beløb (helt ned til 200 kr.) i erhvervslånet til RUST ApS, og derved opnå afdrag og afkast. Lånet er også sikret med en EU-garanti fra Den Europæiske Investeringsfonds garantiprogram EGF (Den Europæiske Garantifond), som giver 70% tabsgaranti på lånet til investorerne.

Forrige
Forrige

Arkitekter ville afskaffe køen til kvindetoilettet

Næste
Næste

Charlotte Bircow benytter crowdlending til finansiering af virksomhed i vækst