Tidligere Noma-bager skaber lange køer på Sjællands Odde
Sjællands Odde er for de fleste synonym med færgeforbindelsen til muntre Aarhus, hvor lange køer snegler sig afsted gennem sommerhuslandskabet ved hver færgeankomst fra Danmarks næststørste by. Mens københavnerne og aarhusianere i flæng drøner forbi på landevejen, der bliver til motortrafikvejen, som ender ud i en motorvej, der kun får flere baner tættere på København, så kan man med et lille sving til venstre fra færgelejet dreje ned ad en kulinarisk nyanlagt vej, som skaber en bilkø af helt andre årsager.
Sjællands Odde er i det senere år blevet forvandlet fra et klassisk ferielandskab med store sommerhusområder med langt til den nærmeste bager til en gourmetdestination for både sommerhusgæster og tilrejsende gourmander. Tír Bakery er en af disse nye gastronomiske åbenbaringer placeret midt i et sommerhusområde i en 100 år gammel stald, som ejer og bager Louise Bannon er i gang med at renovere.
Gennem egen opsparing, en kickstarter-runde og et erhvervslån via Flex Funding har tidligere chefbager hos Noma, Louise, ingen problemer med at slå større brød op end hun kan bage i sit nyindrettede bageri Tír Bakery på Sjællands Odde. Louise stammer fra Irland, hvor hun efter endt uddannelse som kok tog til Danmark i 2009 og begyndte at arbejde hos verdensberømte Noma. Her blev Louise chefbager, og frøet til en karriere med fokus på brødet blev sået lige der. Gennem Noma skabte hun forbindelsen til projekter over hele verden, lige fra USA til Frankrig over Sjællands Odde, der arbejder med bagværk fra jord til bord. Det gav hende inspirationen til at starte sit eget bageri med fokus på friskkværnet korn fra lokale producenter.
”Jeg besluttede mig for at starte projektet fra bunden og arbejde direkte med landmændene. […] Det var ikke rigtig planen at blive herude (Sjællands Odde, red.) i det lange løb. Men så kom Corona og københavnerne begyndte at komme herude om vinteren, og efterspørgslen på brød blev pludselig højere og højere.”
Louise startede med at bage og sælge sit brød fra en biodynamisk gård på Sjællands Odde under corona-nedlukningen, men efterhånden som efterspørgslen steg begyndte Louise at lede efter et større sted, for at imødekomme behovet.
”Jeg vil gerne skabe et sted, hvor jeg kan bage for fællesskabet. Jeg mener, at brød er nødvendigt i vores daglige diæt. Mange mennesker, især i Danmark, spiser brød, og jeg vil gerne bidrage til at møde behovet i dette område.”
Louise har valgt at bygge sin forretning op løbende, hun er startet med bageriet, som siden juli 2022 har hævet standarden for brød på Sjællands Odde. Til første del af projektet, som gik ud på at købe en ejendom og indrette bageriet har Louise investeret sine egne penge. Da ejendommen blev købt, begyndte renoveringen af stalden, og dertil søgte Louise om et erhvervslån gennem Flex Funding. Erhvervslånet har betydet, at Louise med en række investorer i lånet, har fået adgang til kapital, som har været med til at bygge bageriet. Om valget af crowdlending som finansieringsform fortæller Louise: ”Jeg tror, at det er bedre for mig. Det er personer, som tror på projektet, der investerer i det.”
Og Louise har ikke kun fået stor opbakning fra investorerne i erhvervslånet. Hun har siden åbningen af bageriet oplevet en overvældende mængde kunder, der betød en noget uventet post på budgettet: parkeringsforhold.
Der er altid uventede udgifter i forbindelse med opbygningen og driften af en ny virksomhed, men Louise blev alligevel overrasket over, hvor stor en udgift det er at anlægge en parkeringsplads, der kan håndtere den store alle kunderne, som skaber lange køer på sommerhusvejen.
”Det var noget, jeg slet ikke havde tænkt på, og jeg havde tænkt, at de bare kunne holde på græsset. […] Men over tid vil bilerne begynde at synke ned, da det er sand i undergrunden. Og jeg troede ikke at en parkeringsplads ville koste så meget. Jeg var bare fokuseret på at få åbnet min café.”
Selvom udgiften var uventet, og der også er flere planer for udvidelse af parkeringspladsen, er Louise glad for den store interesse i hendes bageri. Hendes strategi for Tír Bakery er at udvikle forretningen løbende og i forhold til efterspørgslen og Louise tager udviklingen af Tír Bakery i etaper. Først etape er overstået: at få bygget bageriet og opnå Fødevarestyrelsens tilladelse til at drive bageriet. Næste etape står på at færdiggøre renoveringen af caféen og ude i fremtiden ønsker Louise at åbne en restaurant med fokus på kornet som udgangspunktet i alle retter.
Hos Louise står idéerne nemlig også i kø.